Hvad er DerDieDas?
Det begyndte med ordforrådstest.
Sammen med professor Norbert Schmitt arbejdede jeg i 2019–2021 på et ordforrådsprojekt, som førte til de første valide tyske ordforrådstests for danske elever. Projektet var delvist finansieret af udlodningsmidler, og du har i dag stadig gratis adgang til de mange ordforrådstests her på derdiedas.dk
Derefter kom de første forespørgsler, om jeg ville holde oplæg og workshops om ordforråd og ordforrådstilegnelse i tysk og andre sprogfag. Workshopsene gjorde det tydeligt, at der var brug for konkrete materialer, som kunne hjælpe læreren med at styrke elevernes ordforråd.
Sådan så forlaget DerDieDas dagens lys d. 1. januar 2024 med bogen TOP 500. De hyppigste 500 ord og chunks på tysk.
Men der var også et andet spor.
I 2023 – 2024 kastede jeg mig over spørgsmålet om ordblinde elevers muligheder for at tage ordforrådstests og træne tricky tyske bogstavkombinationer. Det blev til tyskforalle.dk, en gratis træningssite, som også er delvist finansieret af udlodningsmidler.
I dag holder jeg fortsat mange workshops – om ordforråd, om faglig trivsel gennem mundtlighed og om ordblinde elever i tyskundervisningen.
Og jeg udgiver fortsat spil og bøger gennem forlaget – med mig selv eller andre dygtige tysklærere som forfattere.
Hvem er DerDieDas?

Mit navn er Elsebeth Buhl Bechmann. Jeg har været gymnasielærer i tysk i mange år – og har stadig et par hold hvert år for at holde mig selv fagligt i live.
For omkring 15 år siden tog jeg en master i fremmedsprogsdidaktik. Og i dag er jeg altså også daglig leder af DerDieDas.
Hjælp får jeg af min eksterne layouter, Thomas Schwartz Larsen, og i travle perioder af en studentermedhjælper – p.t. vores søn.
Det betyder, at det altid er mig, du får fat i, hvis du kontakter DerDieDas 🙂
Jeg håber, du kan bruge min side, og du er altid velkommen til at sende spørgsmål, ris, ros og ønsker til mig.
Yderligere info:
Forlaget DerDieDas
Egevej 47
4632 Bjæverskov
bechmann@derdiedas.dk
CVR: 39785579
Hjemmesidens håndtering af personlige data
Denne side er senest opdateret d. 31. august 2026.
