Mundtlighed, mundtlighed, mundtlighed.
Alle steder hører man om vigtigheden af, at vi dyrker mundtligheden i undervisningen, ikke mindst i fremmedsprogsundervisningen.
Hvad siger eleverne til det?
Jeg har før beskrevet, hvad jeg altid laver i de første timer med en ny tyskklasse. Bl.a. her.
Men én aktivitet har jeg aldrig nævnt før.
Hvad vil du gerne være bedre til?
Når jeg får et nyt hold, spørger jeg dem altid i et slido-spørgeskema, hvad de gerne vil være bedre til (og de må sætte flere krydser).
1) at lytte (og forstå, når tysksprogede taler tysk)
2) at læse (og forstå tyske tekster)
3) at tale (tysk, så tysksprogede kan forstå én)
4) at skrive (tysk, så tysksprogede kan forstå én)
5) at have større viden om tysk kultur, historie og samfundsforhold
Hvad tror du, de vælger?
Vinderen de seneste 4 år er…..
Nr. 3.
Mere end 80 % af eleverne ønsker altid at kunne tale bedre tysk.
Hvad vil du lave i tysktimerne?
Bagefter spørger jeg dem, hvad de forventer, at de helst vil lave i tysktimerne – og de kan igen vælge mellem de samme 5 muligheder (samt sætte flere krydser).
1) at lytte
2) at læse
3) at tale
4) at skrive
5) lære om tysk historie, kultur og samfundsforhold.
Vælger de mundtlighed igen?
Nej, her får nr. 3 meget få stemmer.
I 2025 var der således lige præcis 0 % af eleverne, der forventede, at de helst ville lave aktiviteter, hvor de skulle tale tysk.
Det er det udgangspunkt vi som tysklærere ofte har.
Eleverne vil gerne kunne tale bedre tysk, men de vil for alt i verden ikke tale tysk.
Det svarer lidt til, at elever fortæller idrætslæreren, at de gerne vil blive bedre til fodbold, men helst vil undgå selve spillet.
Derfor jeg er SÅ glad for, at jeg i dag har haft besøg af tysklærerne Jana Pohl og Lotte Gam Raaschou. De er godt i gang med manuskriptet til en bog om at anvende billeder i tyskundervisningen. En bog, der udkommer på Forlaget DerDieDas til efteråret 2026 😊
Med en bred vifte af aktiviteter, der inddrager cartoons, fotos, collager osv, har de skabt en tyskundervisning, hvor eleverne ikke vil stoppe igen med at tale tysk. Læs bare her, hvad de bl.a. skriver: ”Således oplever vi, med Hartmut Rosas ord, ofte et ”knitrende klasseværelse”, når eleverne tegner og fortæller. Meningsfulde forbindelser mellem eleverne, lærer og stof bliver skabt, og der opstår såkaldte resonans-øjeblikke, hvor vi alle i fælles samklang bliver begejstrede og engagerede, fordi vi ikke kan undvære hinanden i aktiviteten. Og netop her sker læringen.”
Jeg skal i gang med deres ideer hurtigst muligt, så statistikken kan gå fra 0 % elever, der ønsker at tale tysk i tyskundervisningen, til måske 80 % ?
”Das wünsche ich mir” 😊
Og det tror jeg også, at elevernes svar betyder. De VIL gerne tale tysk, selvom de skjuler det godt i det daglige.
God ferie til os alle.
Er du interesseret i DERDIEDAS ?
Modtag nyhedsbrev på mail, når der er nyt på derdiedas.dk


Jeg synes, alle dine øvelser er fantastiske. “Tæl til 10” på finsk var succes på mit tyskvalghold i efteråret, og her ved skoleafslutning kunne de stadig huske tælle til ti.