seine Mutter – ihre Mutter

Jeg burde måske ikke sige det højt, men grammatik fylder mindre end lidt, når der tales tysk i mine timer. Eleverne må sige hvad som helst, og jeg vil altid hellere høre “er lesen ein Buch” end “er redet ein Buch“. I den første har eleven styr på sit ORDFORRÅD; i den anden på grammatik.  Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker.

Kun 2 (måske 3) grammatiske områder får mig til at løfte øjenbrynene
  1. Mener du “sie” i ental eller “sie” i flertal? (De mener stort set aldrig det højlige “Sie”).
  2. Mener du “hans/sin mor” eller “hendes/sin mor”?

1) Her smider jeg for en sjælden gangs skyld kongruens-kortet, fordi det forstyrrer vores kommunikation, hvis jeg ikke ved, om de mener “hun kører til München” (sie fährt nach München) eller “de kører til München” (sie fahren nach München)

2) Her spørger jeg næsten hver gang,  om de mener “sein” eller “ihr”, for det skaber forvirring i kommunikationen, om de siger “hun elsker sin mor” (sie liebt ihre Mutter)  eller “hun elsker hans mor”.  (sie liebt seine Mutter).

Sein eller ihr?

Dette sidste område kan og bør trænes mange gange. Min nye favorit er at bruge videoen “O – 100 years in Berlin”  – en fed lille video, der kan bruges til alt muligt udover at lære tallene 🙂

 

Fri fantasi og præsentation

Eleverne får et ark med en masse tal, der svarer til personer i videoen. De skal nu beslutte sig for, hvilket forhold de udvalgte personer har til hinanden og præsentere det for hinanden mundtligt – med krav om “sein” og “ihr” i hvert forhold.

7 & 36 & 41: Nummer 7 heißt Lukas, und nummer 36 ist seine Mutter Therese. Sie leben beide in Berlin. Nummer 41 ist seine Lehrerin Frau Scholz. 

11 & 55 & 80: Nummer 11 heisst Lena. Sie wohnt neben Nummer 55. Er ist ihr Nachbar. Lena spielt oft mit seiner Tochter Sara.  Lena hat eine grosse Familie. Nummer 80 ist ihre Oma. 

osv.

 

Samtale

Hvis eleverne er med på det, kan der også inddrages krav om interjektioner som “echt“, “cool“, “genau“, “super“, “Scheisse” osv, så de kan have en slags samtale.

  • “Nummer 7 heisst Lukas,  und Nummer 36 ist seine Mutter Therese.”
  • “echt”?
  • “Ja, sie leben beide in Berlin”.
  • “cool”
  • osv.

Find de hyppigste tyske interjektioner i min kommende bog “Tysk Top 500” 🙂

 

Hvad er det 3 område, der kan få mig til at reagere?

Jeg har en personlig kærlighed for den tyske ordstilling med det finitte verbum tæt ved subjektet og det andet verbum (perfektum participium eller infinitiv) så langt væk som muligt. Denne ramme er bare så tysk  og fin 🙂  Så selvom “sie kann nicht leben ohne ihr Handy” ikke direkte forstyrrer kommunikationen, vil mine elever sige, at jeg begynder at stå og fægte hysterisk med armene for at få verbum nr. 2 hen til sidst i sætningen – “sie kann nicht ohne ihr Handy leben“. Ja, der var den. Ned med armene igen  🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.