Husk det gode stationsarbejde 🙂
I den forgangne uge har jeg lavet stationsarbejde med alle mine tre tyskhold.
Det er ikke nogen ny opfindelse.
Jeg tror, tysklærere i Danmark har arbejdet med stationsarbejde i 20 år eller mere. Men nogle gange glemmer man en aktivitet – og når man genopdager den, bliver man helt glad igen.
For det er en virkelig fin måde at organisere undervisningen på. I hvert fald indimellem.
“Jeg kan godt lide, at jeg ikke skal koncentrere mig om det samme så længe.” – “Jeg kan godt lide, at der er stationer med spil.” – Jeg synes, jeg taler mere tysk.“
Det var nogle af de kommentarer, jeg fik fra mine elever.
Derfor er dette en lille huskeliste til mig selv med øvelser, spil og opgaver, som kan indgå i en lektion med stationsarbejde.
Og jeg skriver dem på dansk, så de kære fransk- og spanskkolleger, der også følger derdiedas, kan snuppe ideerne 😊
Har man som lærer fri, når stationsarbejdet kører?
Nej, jeg synes, der er en del at se til med at holde styr på tiden og sikre sig, at grupperne forstår opgaverne og ikke mangler terninger eller farveblyanter – men det er også en god mulighed for at træde lidt tilbage og observere elevernes arbejde.
Hvordan organiserer jeg det?
Jeg deler som regel klassen ind i 6 grupper, der tilsvarende skal besøge 6 stationer rundt i klassen. De opholder sig ca. 10 minutter på hver station (min. 8 minutter, max 15 minutter).
15 ideer til stationsarbejdet
1. Tegnestation. Elev A beskriver et billede/et foto, som elev B tegner. Elev B ser først billedet, når tegningen er færdig. Derefter bytter de. Billedet kan være med eller uden hjælpegloser.

Elevfavorit
“Jeg synes, jeg taler mere tysk, når jeg skal beskrive et billede.”
Elev i 2g
2. Um das Wort reden (gæt et ord). Eleverne skiftes til at vælge et ord fra teksten, som de skal beskrive for de andre i gruppen. De må ikke sige selve ordet. De andre må gerne sidde med teksten som støtte.
3. Tekstopgave. Find den rigtige rækkefølge.
De første tekstafsnit er klippet ud. Find den rigtige rækkefølge. Kig til sidst i teksten for at se den rigtige rækkefølge.
4. Dialog Deutsch (kapitel om Sport i 2g, kapitel om Reisen i 1g).
Elev A læser tekststykke 1, elev B stiller spørgsmålene, som elev A besvarer. Til sidst lytter de sammen til optagelsen af en native speaker og udvælger to ord, som de godt kunne have udtalt bedre. Derefter byttes roller med ny tekst.

Lærerfavorit
Jeg oplever gang på gang, at de små indslag med “Dialog Deutsch” styrker elevernes udtale, fluency og ordforråd.
Elsebeth
5. Tekstopgave. Walk and Talk. Gå en tur på 10 minutter, mens I på skift stiller og besvarer tekstspørgsmålene til side 11 og 12.
6. Tekstopgave. Richtig oder falsch (1g)
Besvar en ”richtig oder falsch” til den læste tekst. 15 – 20 spørgsmål.
7. Træn chunks til referat via link. (kræver computer)
8. Spil Wort Wissen med ordkort fra TOP 500 eller Spil Wort Wissen med sportsudtryk.

Elevfavorit
Jeg kan godt lide, at der er stationer med spil.
Elev i 2g.
9. Tekstopgave (1g). Indsætningsopgave.
Indsæt de manglende ord i et referat af teksten. Det manglende ord står på dansk i en parentes. I skal se, om I kan huske ordet fra teksten.
10. Præpositioner (2g)
Træk en præposition, oversæt den til dansk og lav en sætning med præpositionen. Du får kortet, hvis du kan begge dele. Ellers bliver det liggende.
11. Tekstopgave (1g)
Hvilke ord fra teksten beskriver den planlagte rejse for hhv. Heinrich Muller og den unge mand?
12. 10 minutter til at tilføje ord til ”Min Ordliste” (1g). Eleverne har en personlig ordliste, som de afleverer med jævne mellemrum i løbet af 1g.
13. Bestemt og ubestemt artikel (1g)
Udfyld i fællesskab skemaet for den bestemte og ubestemte artikel. Kan I huske dem alle?
Dernæst mundtlig træning med (helt simple) sætninger, hvor der mangler den bestemte eller ubestemte artikel. I skiftes til at sige sætningen.
14. Tekstarbejde (sammenligning)
Træning med sammenligning (2g, mundtligt): Hvad kan I fortælle om X (hovedpersonen i ny tekst) og om Y (hovedpersonen i den forrige tekst)? Hvad har de til fælles? Hvad adskiller dem? Skriv stikord i et skema over de to personer.
15. Tekstarbejde (fælles-tegning / fælles-tegneserie)
Den første gruppe tegner et billede, der passer til den første del af teksten – evt. med talebobler. Den næste gruppe tegner et billede, der passer til næste del af teksten. Osv. Osv.
Hvad er dine stationsopgaver?
Skriv dine stationsopgaver i en kommentar til siden eller send den til mig via kontakt. Så får vi en endnu længere liste sammen.
Er du interesseret i DERDIEDAS ?
Modtag nyhedsbrev på mail, når der er nyt på derdiedas.dk



