I sidste uge spurgte en kollega mig, om jeg havde nogle ”snakkelege”.
Selvom jeg aldrig havde hørt ordet “snakkeleg” før, vidste jeg med det samme, hvad hun mente.
Nogle små aktiviteter, der kunne få eleverne til at snakke tysk sammen, enten rundt på gulvet eller i små grupper.
Uforpligtende snak?
Nogle ville sige, at der er tale om uforpligtende, legende snak, og jeg forstår tanken, men som ordforrådsnørd ser jeg faktisk værdifuld træning.
I mange af disse små snakkelege får eleverne et konkret behov for at sige noget på tysk. Måske taler de derfor mere ubesværet og frit end ellers, dvs. de træner deres fluency. Samtidig får de mulighed for at hente ofte helt almindelige højfrekvente ord frem fra hukommelsen og opleve, at ordene faktisk kan bruges til noget. Og et ordforråd, der kan bruges til noget og bliver brugt til noget, konsolideres i hukommelsen som et værdifuldt ordforråd.
Kommunikative tasks
Faktisk har mange af disse snakkelege lighedspunkter med kommunikative tasks: Eleverne har et formål med at tale sammen, fordi de skal finde informationer, udveksle holdninger og i fællesskab nå frem til et resultat.
1. Find familien
En af mine gamle snakkelege er ”find din familie”.
Klassens elever modtager et kort og skal via de informationer, der er på deres eget kort, finde resten af familien og dernæst tegne familiens stamtræ på tavlen. Hvis man vil hjælpe eleverne kan man tegne træets struktur for dem.
Jeg har 16 roller, fordelt på to familier, og så plejer jeg at lade resten af eleverne være journalister, der konkurrerer om at få så mange kilder som muligt. De skal gå rundt og få familiemedlemmernes navne, alder, bopæl og profession.
Tryk her for at finde blogindlæg med stamtræ og flere ideer.
2. Mein Hotel & Meine Heimat
Mere omfattende snakkelege er de to små projekter «mein Hotel» og «meine Heimat», hvor eleverne i det første modul skaber et hotel eller en hjemstavn, som de så præsenterer for de gæster/kunder, der kommer forbi i modul to.
Find færdige arbejdsark til Mein Hotel her.
Find færdige arbejdsark til Meine Heimat her.
3. Erhvervskommunikation
Med mit nye job på HHX har jeg også lavet en snakkeleg, hvor 30 elever får hvert sit erhvervskommunikative kort og så skal finde makkeren.
15 elever har et spørgsmål, en forespørgsel eller en klage, mens de andre 15 elever har et svar.
Jeg har ikke fået afprøvet disse kort endnu, men du er velkommen til at prøve og sende ros og ris i kommentarerne.
4. Gesprächskarten
Her trækker eleverne 1 af 30 kort med finurlige spørgsmål om stort og småt.
Fungerer fint som “quiz und tausch”, hvor eleverne mødes to og to, stiller og besvarer spørgsmål for dernæst at bytte kort.
Hent færdige arbejdsark med Gesprächskarten her
5. Finde jemanden, der….
Mit sidste forslag passer fint til årstiden med mange nye studieretningsklasser.
Det er den klassiske aktivitet til “kennenlernen”.
Find arket, hvor eleven skal gå rundt og finde nogen, der ikke kan lide spaghetti, har været i Tyskland, godt kan lide at danse osv.
Som altid er du meget velkommen til at kommentere.
Især hvis du afprøver mine 30 kort til erhvervskommunikation 🙂
Er du interesseret i DERDIEDAS ?
Modtag nyhedsbrev på mail, når der er nyt på derdiedas.dk
